Den populære ferieø Tenerife ligger i Atlanterhavet, omkring 300 kilometer vest for Afrikas kyst. Med et areal på lidt over 2000 kvadratkilometer er Tenerife den største af alle Kanarieøerne. Med sine omkring 900.000 indbyggere er det også den største rent befolkningsmæssigt. Hovedstaden Santa Cruz de Tenerife ligger oppe i det nordøstlige hjørne, og det er samtidig øens største by.
Hvert år besøger 5-6 millioner turister øen, hvoraf størstedelen kommer fra det spanske fastland og Nordeuropa. Langt de fleste indkvarterer sig på den sydlige og østlige del. De kan meget bekvemt benytte sig af den internationale lufthavn Reina Sofia, der ligger i kort afstand fra de største feriebyer.
Den største ferieby er Playa de las Americas på sydvestkysten, som stort set er vokset sammen med nabobyen Los Cristianos. Lidt længere mod nord har feriebyer som Costa Adeje, Playa de la Arena og Los Gigantes også fået vokseværk. Den første egentlige ferieby er dog Puerto de la Cruz på nordkysten, og den er fortsat meget populær. De som ønsker at komme lidt væk fra de mest turistede områder kan søge til små byer som San Marco, La Celeta og Playa San Juan.
Hovedstaden Santa Cruz de Tenerife ligger oppe i det nordøstlige hjørne af øen. Her er der mange muligheder for at shoppe og spise godt. Byens mest spektakulære bygning er uden tvivl det imponerende operahus Auditorio de Tenerife, der åbnede i 2003. Man kan roligt sætte en dag af til at besøge Santa Cruz eller kombinere det med en tur til den nærliggende strand Las Teresitas.
På midten af Tenerife ligger bjerget Teide, der med sine 3.718 meter over havets overflade er Spaniens højeste bjerg. Samtidig er det verdens tredjehøjeste vulkan, og selvom den ikke har været i udbrud siden 1909, så betegnes den stadig som aktiv. En svævebane fører næsten helt op til toppen af vulkanen, men de sidste 200 meter er dog til fods og kræver en (gratis) tilladelse.
Bjergene deler rent klimamæssigt Tenerife i to dele. Nord for bjergene ligger den frodige del af Tenerife, mens den sydlige halvdel af øen er mere solrig, tør og gennemsnitligt nogle grader varmere. Efteråret og foråret er forholdsvis solsikre, og selv i vintermånederne er der gode chancer for varmt og solrigt strandvejr.
Den største naturlige seværdighed på Tenerife er naturligvis vulkanen Teide, men i det hele taget kan det anbefales at leje en bil og opleve øens smukke natur. Herudover er dyreparken Loro Parque og vandparken Siam Park de to største turistattraktioner på Tenerife. Med ti golfbaner er vulkanøen også blevet mere og mere attraktiv for en golfferie i vinterhalvåret.