La Caleta er en mindre, og endnu ret fredelig, ferieby på Tenerife. Oprindeligt var det en lille fiskerby, og det sætter heldigvis stadig sit præg på byen. Lidt utraditionelt for en fiskerby, så har La Caleta dog ingen havn, og derfor ligger fiskerbådene fortøjret et stykke ude i vandet. Ofte ses fiskerne svømme til og fra deres både.
Lige syd for La Caleta ligger den langt større ferieby Costa Adeje, der år efter år vokser sig tættere på La Caleta. Det ses blandt andet på de store hoteller, som skyder op lidt længere væk fra kysten. Det oprindelige La Caleta ligger helt tæt på kysten, og her er lejlighedshotellet Jardin Caleta det bedste hotel. Til gengæld er der mange private ferielejligheder.
Byen har ikke mange butikker, men nok til at tilfredsstille de fleste feriegæster.
Strande i La Caleta
La Caleta har to meget små bystrande, der begge er dækket med sten.
I byens sydlige udkant ligger stranden Playa de la Enramada, som primært er dækket af groft lavasand, men også har områder med sten i forskellige størrelser. En flot strand, hvor det er muligt at leje solsenge og parasoller, og i travle perioder har strandbaren åbent. Stranden ligger relativt ubeskyttet og nogle dage er der betydelige bølger.
Lidt nordvest for La Caleta ligger stranden Playa de Diego Hernandez. En utrolig flot sandstrand, der ligger i uberørte og bjergrige omgivelser. En ujævn grussti fører hen til stranden, husk gode sko.
Restauranter og natteliv
I betragtning af sin størrelse har La Caleta et godt udvalg af restauranter, især fiskerestauranter. I det omfang det er muligt, så serveres der friskfanget fisk og skaldyr fra de lokale fiskere, og flere af restauranterne har et højt niveau.
Flere af restauranterne ligger med udsigt over Atlanterhavet, mens de bedste ligger lidt tilbagetrukket fra kysten. Bedst af dem alle er Starfish Restaurant, der serverer mad på højt kulinarisk niveau, men priserne følger også med. Et godt og prisvenligt alternativ er Lagarto Brasserie, som også serverer smagfuldt og lækkert anrettet mad.
Nattelivet er stille, men der er kun en kort taxatur til livligt natteliv i Costa Adeje. Skal det være endnu vildere, så er taxaturen kun lidt længere til Playa de las Americas.
Aktiviteter og seværdigheder
La Caleta har ingen store seværdigheder, til gengæld er byen kendt for sin rolige atmosfære. Det ændrer sig dog to gange om året, hvor der holdes religiøse fester i byen. I august fejres jomfruen Virgen del Carmen og i januar er det byens skytsengel San Sebastian. Begge er store fester med optog, musik og dans.
Mere roligt går det for sig på de to flotte golfbaner, som ligger nord for byen. For børnefamilierne er der flere populære aktiviteter i feriebyerne lige syd for La Caleta, blandt andet øens to største vandparker Siam Park og Aqualand Costa Adeje.
La Caleta kort