Playa el Bollullo ligger i en afsides bugt fire kilometer øst for feriebyen Puerto de la Cruz i den nordlige del af Tenerife.
Det mørke, men finkornede lavasand er omgivet af høje klipper. Vandet er klart, og især fra ovnen ses vandets flotte turkise nuancer. Ikke underligt, at mange anser Playa el Bollullo for at være en af Tenerifes flotteste naturstrande.
Der er ingen faciliteter på stranden, men oppe over stranden ligger restauranten Restaurante Bollullo. I højsæsonen bliver der også i perioder solgt drikkevarer og sandwiches fra en mobil bod på stranden.
Stranden ligger forholdsvis ubeskyttet, så det er vigtigt at passe på bølgerne og eventuelle kraftige understrømme. Det er muligt at komme til Playa el Bollullo med bil, som kan parkeres oven over stranden. Alternativt kan man til fods følge kyststien fra Puerto de la Cruz, en 30-35 minutters gåtur.
Ikke langt fra Playa el Bollullo ligger strandene Los Patos og El Pozo, der ligeledes er naturstrande, og som fra tid til anden besøges af naturister.
El Bollullo kort