Playa San Juan er en stille by på Tenerifes vestkyst. Byen ligger stort set midt mellem de større byer Playa de las Americas og Los Gigantes. Afstanden til lufthavnen Reina Sofia er 39 km, en tur som klares på mindre end 40 minutter i bil.
Playa San Juan startede oprindeligt som en fiskerby, og fiskeriet spiller stadig en betydelig rolle i byen. Hver dag kommer de mange små fiskerbåde ind med deres fangster, som til dels bliver tilberedt i byens restauranter. De mange omkringliggende bananplantager er dog blevet mindst lige så vigtige for områdets økonomi.
Se Bravo Tours mange gode tilbud på rejser til Tenerife.
Turismen har endnu ikke gjort sit indtog i Playa San Juan. Der er ingen store hoteller, så kun et par små lejlighedshoteller og en del private ferielejligheder huser et mindre antal turister. Om dagen kommer der naturligvis en del turister og besøger den hyggelige by. De fleste nyder livet på stranden og spiser en frokost på en af restauranterne i det nærliggende havneområde.
Stranden i Playa San Juan
Playa San Juan har en vidunderlig strand, der ligger godt beskyttet bag den store havnemole. Stranden er delt i en lille bystrand og en længere strand med bananpalmer i baggrunden. I alt 350 meter strand i flotte og rolige omgivelser.
Fra naturens hånd er stranden dækket med mørkt lavasand, men i 2009 blev stranden renoveret og tilført en masse lyst sand. I forbindelse med renoveringen blev der også bygget en pæn strandpromenade med restauranter og caféer.
Takket være molen er vandet normalt roligt. Så selvom der kan ligge en del sten i vandkanten, er stranden forholdsvis børnevenlig. Der er alle de normale faciliteter, som solsenge, parasoller, brusere, toiletter samt en nærliggende gratis parkeringsplads.
Restauranter og natteliv
De mange små fiskerbåde forsyner dagligt byens restauranter med friskfanget fisk, blæksprutter og skalddyr. Blandt flere gode fiskerestauranter kan især La Boca Rie anbefales. En anden god restaurant er den italiensk inspirerede Plazale, der ligger på et lille torv tæt på stranden.
Nattelivet er meget stille i Playa San Juan. Byens barer lukker som regel ned ved midnatstid.
Aktiviteter og seværdigheder
Omdrejningspunktet i Playa San Juan er vandet, og det sætter også sit præg på aktiviteterne. Byen har to dykkercentre, og især Guidos Bubble Club er meget populær. Her tilbydes et meget varieret udvalg af dykkerture til bl.a. lava-revet ude foran byen og flere undersøiske grotter. De som har det bedre ovenpå vandet kan besøge byens sejlsportscenter, der tilbyder flere typer sejlsport til alle aldre.
Ikke langt fra Playa San Juan ligger der en meget flot 18-hullers golfbane med navnet Abama Golf.
Playa San Juan kort
Nederst på kortet ses havnen og stranden ved siden af. Den kraftige mole beskytter effektivt mod bølger.